Samme dag, som Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune skulle vedtage sin klimastrategi i september 2025, gjorde embedsfolk noget højst usædvanligt: De skrev offentligt til politikerne, at de ikke kunne levere de reduktioner, politikerne havde lovet.

Annemette Nielsen, mangeårig chefkonsulent i Københavns Kommune, var en af forfatterne bag brevet. Hun følte en grænse var nået og kunne ikke længere bare stå i kulisserne.

“Jeg havde en følelse af, at hvis det ikke er i den her situation, man som person skal forsøge at råbe lidt op, hvis man har en viden, man synes kan hjælpe os på vej mod en bedre, mere effektiv omstilling, så vi kan leve bæredygtigt. Så ved jeg ikke, hvornår vi skulle gøre det,” siger hun.

For Annemette Nielsen personligt blev det åbne brev mødt af stilhed på arbejdspladsen. Men brevet havde også en uventet effekt. Mails begyndte at tikke ind fra andre embedsfolk rundt om i landet, der genkendte oplevelsen. De sad med viden, som systemet ikke gav plads til.

Et dysfunktionelt system

To måneder senere, i november, samledes omkring 25 embedsfolk fra hele landet i Københavns nordvestkvarter – nogle af dem online. En af dem, der mødte op, var Ditte Vesterager Christensen, som er ansat i Roskilde Kommune.

“Jeg synes, der var sådan en generel fælles fornemmelse af et dysfunktionelt system,” fortæller hun om stemningen til det første møde.

Forståelsen for hvordan vores udledninger af drivhusgasser påvirker klimaet og påvirker vores børns fremtid, er der sjældent plads til, når der fx skal laves faglige vurderinger af et nyt byggeri, forklarer Ditte Vesterager Christensen:

“Der er noget, der ikke kommer til drøftelse, som burde være til drøftelse. Og det resulterer i, at de politiske fremtidsvisioner, som bliver beskrevet for befolkningen, er urealistiske. De har ikke rigtig hold i, hvilke fremtider der er mulige.”

På mødet besluttede deltagerne at danne Det Grønne Embedsnetværk, der skal skabe forandring indefra – så klimakrisens virkelighed får større vægt, når politikerne træffer beslutninger.

Som noget af det første har de rakt ud til deres fagforeninger og jurister for at blive klogere på, hvad de har pligt til. Embedsfolk har tavshedspligt og forventes at udføre de opgaver, de bliver pålagt – men spørgsmålet er, hvornår situationen bliver så alvorlig, at man er nødt til at genoverveje sin rolle i et system, der fastholder status quo.

De håber, at netværket kan være med til at åbne for en mere ærlig offentlig samtale, forklarer Annemette Nielsen:

“Lige nu er politikerne bange for at tage den forandring, fordi man forestiller sig, at det vil skabe oprør, social konflikt, eller gule veste. Men det oprør kommer nok alligevel på et tidspunkt, hvis vi ikke gør noget. Så der er ikke noget alternativ. Hvordan er det så, at vi gør det på en ordentlig måde?”