Massiv investering på 250 mio. kr. til elbilisterne

Pressemeddelelse - 15-01-2021
Massiv investering på 250 mio. kr. til elbilisterne

Clever investerer nu massivt for at realisere løfter om gigantisk udbygning af den danske ladeinfrastruktur. Investeringen på 250 mio. kr. skal desuden styrke kundeoplevelsen for eksisterende og kommende elbilister. Ambitionen er at gøre det nemmere for danskerne at køre elbil.

I efteråret offentliggjorde Clever, en af landets største ladeoperatører, at selskabet er klar til at investere i 10.000 åbne, offentlige ladepunkter fordelt i hele Danmark inden udgangen af 2025. Nu sætter ejerne bag Clever, andelsselskaberne Andel (94,9 % ejerandel) og NRGi (5,1 % ejerandel) handling bag ordene og tilfører 250 mio. kr. til datterselskabet.

”Politikerne har indgået en klog og langsigtet elbilaftale, der både holder prisen på elbilerne og strømmen til opladning nede. Det er to helt afgørende forudsætninger for, at elbilerne bliver en succes, og vi får omstillet den danske bilpark. Men det er også helt afgørende, at infrastrukturen er foran elbilerne. Clever er klar til at løfte en stor del af opgaven med at etablere den nødvendige ladeinfrastruktur, og med investeringen fra vores ejere styrkes Clevers mulighed for at investere ambitiøst i den åbne danske infrastruktur. Vi handler forud for efterspørgslen, og det er en god nyhed for eksisterende og kommende elbilister,” siger Casper Kirketerp-Møller, der er direktør for Clever.

Investeringen vækker glæde på Christiansborg, hvor Radikale Venstre ser meldingen som endnu et eksempel på, at markedet er klar til at tage sin del af ansvaret for omstillingen til elbilerne.

”Det kommer til at gå stærkt nu. Branchens offensive investeringer i ladenetværket bekræfter for os i Radikale, at markedet vil klare det største behov. Og der hvor vi bør sætte ind med offentlige puljer er på danmarkskortets hvide pletter. Clevers udmelding bekræfter, at fremtiden er her allerede,” siger Kathrine Olldag, der er medlem af Folketinget for Radikale Venstre.

Investering i bedre og grønnere kundeoplevelse

En del af investeringen skal også bruges til at forbedre kundeoplevelsen og gøre det lettere og mere intuitivt at være elbilist. Clever kommer bl.a. til at investere i at gøre det nemmere for nye elbilister at komme godt i gang. Og så skal der udvikles nye funktioner og forbedringer til Clevers app, der er omdrejningspunktet for en stor del af kundeoplevelsen.

”Vi skal tænke mennesker før teknik. De første elbilister var meget optaget af teknikken, men vi ser ind i en fremtid, hvor elbilen bliver mainstream. Det stiller nye og andre krav til kundeoplevelsen. Nu skal det i højere grad være let at lade og køre elbil, ligesom man skal kunne købe sin første elbil uden at opleve forvirring og ubesvarede spørgsmål i indkørselsfasen,” siger Casper Kirketerp-Møller.

Udover at gøre opladningen nemmere for kunderne, kommer Clever også til at investere i at gøre elbilisternes opladning mere intelligent og fleksibel. Teknologiske optimeringer i ladestanderne og Clevers app skal blandt andet forbedre muligheden for at lade, når strømmen er mest grøn.

Godt nyt for både faste kunder og roamere

Alle elbilister har adgang til Clevers netværk af åbne offentlige ladestandere, og derfor kommer investeringen ikke kun Clevers faste kunder til gode, men også de elbilister, der foretrækker at tanke strøm i ”løs vægt”. Det kræver nemlig hverken abonnement eller ladebrik at tanke strøm hos Clever, og den 1. oktober sænkede Clever priserne markant til 3,5 kr. for en kWh for de elbilister, der fortrækker at tanke strøm uden abonnement.

”En barriere for elbilernes udbredelse er frygten for ikke at kunne lade. Den barriere hviler i vidt omfang på en myte om, at man ikke kan lade på tværs af operatørerne. Det er vigtigt for os at betrygge alle danske forbrugere – også dem, der ikke har abonnement hos Clever, men som fra tid til anden benytter Clevers ladepunkter. Kører du elbil og mangler strøm, så kan vores app med det samme vise dig, hvor den nærmeste ladestander er. Du kan let og intuitivt starte, stoppe og betale direkte i app’en uanset, om du er fast kunde eller ej. På den måde er investeringen i en bedre brugeroplevelse hos Clever til gavn for alle danske elbilister,” siger Casper Kirketerp-Møller.

Om Clever

Clever er en af Danmarks største ladeoperatører. Virksomheden kom til verden i 2009 og har siden da arbejdet på at styrke den offentlige ladeinfrastruktur og lademulighederne hos privatpersoner og virksomheder i hele landet.

Clever tilbyder i dag opladning på omkring 1.500 åbne, offentlige ladepunkter i hele landet, og inden udgangen af 2025 vil Clever etablere over 10.000 nye, offentlige ladepunkter i Danmark. Det svarer til omkring tre gange så mange ladepunkter, som der findes i Danmark i dag.

Alene i 2020 installerede Clever flere end 15.000 ladebokse hos privatpersoner og virksomheder fordelt i hele landet.

Clever er ejet af de andelsejede energi- og fibernetkoncerner Andel (94,9 procent) og NRGi (5,1 procent).