Nu kan du søge om 10.000 kr. til at styrke fællesskabet

Pressemeddelelse - 12-08-2021
Nu kan du søge om 10.000 kr. til at styrke fællesskabet

Den 10. september uddeler den andelsejede energi- og fibernetkoncern Andel 10x10.000 kr. til foreninger og aktiviteter i regionen, som gør en indsats for at styrke det lokale fællesskab. Har I brug for en økonomisk håndsrækning, så søg allerede nu.

Fra børnevenlig discgolfbane til bålsted og kunstnerbænke – siden 2013 har 160 forskellige foreninger og aktiviteter i regionen modtaget donationer fra den andelsejede energi- og fibernetkoncern Andel.

Nu er turen kommet til de næste ti, og derfor leder Andel efter foreninger og aktiviteter i regionen, som har brug for en håndsrækning på 10.000 kr. til at styrke fællesskabet. Det eneste krav er, at foreningen eller aktiviteten foregår i  Nordvest-, Midt- og Sydsjælland, Lolland-Falster og øerne:

”I Danmark har vi en lang tradition for at skabe stærke fællesskaber, og landet er fyldt af mennesker, der hver dag gør en positiv forskel for andre gennem deres frivillige arbejde. Region Sjælland er ingen undtagelse, og det er fantastisk med alle de fællesskabende aktiviteter, der er rundt omkring. Dem vil vi i Andel, der er et andelsselskab,  gerne hjælpe godt på vej, så sidder du eller din forening med en god idé, der har fællesskabet for øje, så vil jeg opfordre dig til at søge om en donation”, lyder det fra kommunikationsdirektør Rikke Harbo Trikker.

Kun fantasien sætter grænser

Alle foreninger og aktiviteter, der ønsker at styrke fællesskabet, kan søge om en donation hos Andel, og det er således kun fantasien, der sætter grænser, når ansøgningsformularen skal udfyldes.

En af dem, der tidligere har taget chancen og søgt om en donation, er Christina Heimann fra Holbæk Klatreklub:

”Andels donationsprogram rummer en bred pallette af forskellige donationsmodtagere, så jeg tænkte, hvorfor ikke give det et forsøg og se, om ikke Holbæk Klatreklub kunne komme i betragtning. Det gjorde vi heldigvis, og for donationen har vi købt nye klatregreb, reb og diverse udstyr, så folk i alle aldre kan kigge forbi og opleve glæden ved at klatre.”

Skal din forening eller aktivitet også komme i betragtning til Andels donationsprogram, kan du her på hjemmesiden udfylde ansøgningsformularen. Her kan du også læse om de tidligere modtagere.

Deadline for ansøgning er den 10. september kl. 23.59.