Mediernes klimadækning er globalt faldet 38% siden 2021
Det er svært at løse klimakrisen, hvis ikke vi taler om den

Det er svært at løse klimakrisen,
hvis ikke vi taler om den

Klimakrisen har aldrig været større. Og man skulle tro, at det var alt, vi talte om. Men siden 2021 er mediernes klimadækning på globalt plan faldet med 38%. Ifølge en analyse foretaget af Verian for Andel, er omtaler om klimaet faldet med hele 57% i Danmark i samme periode.

Klimadækningen er afgørende for at vi kan få en grønnere fremtid, for det, vi ikke taler om, stopper vi langsomt med at handle på.

Derfor samarbejder vi året ud med freelance klimajournalister, som løbende udkommer med artikler om klimaet.

Du kan finde artiklerne her og i landets aviser. Vi håber, at du vil læse med.

Antal omtaler om klimaet over tid i Danmark

Omtalen er faldet markant og er mere end halveret fra 2021 til 2025.

Seneste artikel

No. 7

Grønne fællesskaber spirer frem i danske byer

Alene i år er antallet af frivillige fællesskaber i foreningen Grønne Nabofællesskaber vokset med 16 pct. Med initiativerne tager danskerne klimadagsordenen i egen hånd, og fællesskaberne batter i det store CO2 regnestykke, fastslår en forsker.
Af Martha Bech Diederichsen
Udgivet
25. september 2026
Illustration
Louise Rosenkrands

Det er mennesker, som har overskud til at gøre en forskel

HVER ONSDAG kl. 10 stimler en håndfuld beboere i den sydsjællandske by Faxe sammen i fælles haven på Rådhusvej 6.

Iført praktisk tøj går nogle i gang med lugearbejdet i sprøjte- og gravefri bede eller høster sølvbeder og kartofler. Andre fortsætter byggeriet af det multihus, som fra september skal fungere som både væksthus og socialt mødested for byens beboere.

”Jeg kan ikke løse verdenssituationen i forhold til klima og miljø, men jeg kan bidrage med noget her, hvor jeg bor,” forklarer Lisa Bjørnlund Strandmark, som sammen med sin mand søsatte have projektet i 2024.

Siden da har frivillige kræfter forvandlet det 28.000 kvadrat meter store kommunalt ejede jordstykke til en grøn oase, som alle frit kan færdes i. Fællesskabet i Faxe er en del af den landsdækkende forening Grønne Nabofællesskaber, som hjælper lokale ildsjæle med at mobilisere og styrke grønne initiativer såsom tøjbyttemarkeder, repaircaféer og fælleshaver.

Og dem bliver der stadig flere af, lyder det fra foreningen, som siden opstarten i 2020 har bistået 360 lokale initiativer og alene i år har fået 50 nye frivillige grupper tilknyttet. Det svarer til en vækst på 16 pct.

”Det er mennesker, som har overskud til at gøre en forskel, og som er trætte af at vente på politikerne,” siger Bent Mariager, initiativtager og talsperson for Grønne Nabofællesskaber og fortsætter:

”De har lyst til at være det, jeg kalder ‘praktivister’. Altså praktiske aktivister, som hellere vil ud at dyrke grøntsager eller starte et byttemarked frem for at stå nede foran rådhuset eller Christiansborg.”

For Lisa Bjørnlund Strandmark er det netop oplevelsen af at kunne gøre en konkret forskel, der driver hendes arbejde i Faxe fælleshave: ”Jeg spreder glæde og inspiration til andre. På den måde får jeg en oplevelse af, at jeg gør noget, som flytter noget for både klimaet og fællesskabet.”

Gør en reel forskel

Men kan de lokale fællesskaber reelt gøre en forskel for Danmarks grønne omstilling?

Ja, fastslår Quentin Gausset, lektor i miljøantropologi ved Københavns Universitet og en af forfatterne bag en rapport fra 2025, som undersøger sammenhængen mellem deltagelse i et grønt fællesskab og det personlige CO2-aftryk.

Undersøgelsen viser bl.a., at medlemmernes personlige aftryk falder markant, når de bliver en del af et grønt fællesskab.

”Hvis man alene ser på aktive medlemmer af Grønne Nabofællesskaber, ligger deres CO2-udledning 43 pct. under det nationale gennemsnit,” fortæller forskeren.

Medlemmernes lavere CO2-aftryk skyldes ikke, at de på forhånd var klimadukse. Deres CO2-udledning svarede nemlig næsten til ikke-medlemmers, før de deltog i et grønt fællesskab.

”Det er deltagelsen, der skaber reduktionen, fordi man bliver mere bevidst om, hvordan man forbruger. Jo flere forskellige aktiviteter man deltager i, jo lavere er udledningen.”

Skrevet af uafhængige journalister. Andel har ikke haft redaktionel indflydelse.

Øvrige artikler

Journalisterne bag artiklerne

Alle artikler er skrevet af uafhængige journalister med klima som fagområde.

Sofie Hviid
Uddannet journalist fra Roskilde Universitet. Har siden 2018 specialiseret sig i formidling af klima og bæredygtighed. Hun står også bag klimapodcasten ”Det vi burde tale om” og fremtidspodcasten ”Domino Effekten”.
Christine Roj
Kandidat i Statskundskab fra Københavns Universitet med speciale i politisk teori. Er journalist og kritiker, der primært arbejder i krydsfeltet mellem klima og kultur. I dag freelance.
Signe Iversen
Uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2022. Har siden specialiseret sig som klima- og miljøjournalist på DR, hvor hun blandt andet har lavet dokumentarserien ”Jorden Kalder” og arbejdet på klimaredaktionen. Nu freelance.
Christoffer Frendesen
Uddannet journalist fra Syddansk Universitet. EU korrespondent for Klimamonitor, hvor han stiller skarpt på Danmarks haltende klimaindsats. Specialiseret i energi, sikkerhed og sundhed.
Martha Bech Diederichsen
Studerer Journalistik og Kommunikation på Roskilde Universitet. Har tidligere været ansat på Fyens Stiftstidende klimaredaktion. Er i dag freelance journalist på Børsens særtillæg.
Sara Rothstein
Nyuddannet journalist fra Roskilde Universitet. Har tidligere været journalist hos Politiken med ansvar for nyhedsbrevet Edition. I dag freelance journalist hos Information.
Søren Bjørn Hansen
Uddannet journalist og er specialiseret i at formidle videnskab og teknologi. Han har skrevet og lavet radio om klimaforandringerne siden 2009. Søren er tidligere videnskabsredaktør i Danmarks Radio og var redaktionsleder for DR Viden. Han står også bag klimapodcasten ”Det vi burde tale om” og fremtidspodcasten ”Domino Effekten”.
Rebecca Pham
Studerer Internationale Studier og Journalistik på Roskilde Universitet og har flere års erfaring med kommunikation og formidling. Hun har blandt andet arbejdet i NGO’er og filmbranchen, hvor hun har skærpet sine evner til at nå ud til forskellige målgrupper. Rebecca er ansat hos Klimajournalisterne og skriver også fast for Sustain.

Andel er et andelsselskab og en koncern inden for energi og infrastruktur. Koncernens løsninger leveres gennem datterselskaberne.

Det er svært at løse klimakrisen,
hvis ikke vi taler om den

Siden 2021 er mediernes klimadækning faldet 38 %. Og det vi ikke skriver og taler om, det stopper vi langsomt med at handle på. Hos Andel kæmper vi for en grønnere fremtid for alle. Men det kan kun lykkes, hvis vi får klimaet tilbage i samtalen. Derfor giver vi resten af året vores annonceplads til artikler om klimaet.

De 38 % kommer fra Media and Climate Change Observatory, 2025.