Andel åbner gratis klima-skoletjeneste på Sjælland

Pressemeddelelse -
11-04-2024
Som andelsselskab skaber vi velfærd og vækst regionalt og i det danske samfund gennem leverance af vital infrastruktur og fremtidssikrede energiløsninger.

Pressetelefon: 21 70 31 01

En stor interaktiv globe, med visualiseringer af alt fra havskildpaddernes migrationsruter til stjerner, planeter og klimaforandringer, er hovedattraktionen i energi- og fibernetkoncernen Andels nye skoletjeneste, Energimissionen. Med aktiv læring og data fra bl.a. NASA sættes energi og klima på skoleskemaet. Målet er at inspirere skolebørn til at engagere sig i den grønne omstilling. 

Energimissionen slår dørene op den 11. april i Maskinhallen, Hovedgaden 36 i Svinninge, på et sted med stor symbolværdi. Det var her den første strøm blev produceret til Vestsjællænderne, og nu danner Maskinhallen rammen om en gratis skoletjeneste, der skal udvide skoleelevernes forståelse for klima, energisystemer og fremtidens grønne teknologier. Skoletjenesten er målrettet alle skoleklasser på 5. og 6. klassetrin i Region Sjælland, og med i pakken er et tilbud om at blive hentet og bragt kvit og frit til Svinninge i Andels elbus.

Om behovet for en regional skoletjeneste siger Jesper Hjulmand, Andels adm. direktør:
Vores børns fremtidige evner, ideer og kompetencer har afgørende betydning for den grønne omstilling af energi. Derfor er i dag en rigtig god dag i klimaets navn, når vi nu slår dørene op for Energimissionen. Her sætter vi klima og energi på skoleskemaet for elever i hele regionen. Vi glæder os til at se en masse glade børn, der leger, undersøger og forundres, imens de bliver klogere på, hvordan vi producerer og bruger energi og hvilke konsekvenser dette har”.

Interaktiv globus er omdrejningspunkt
Centralt i Maskinhallen har Andel placeret en stor interaktiv globe, der bliver omdrejningspunktet i skoletjenestens undervisning. Med flere end 300 forskellige datasæt, udviklet af bl.a. NASA og amerikanske universiteter, kan alt fra klimaforandringer, tektonisk aktivitet og nattebilleder af kloden visualiseres.

Foruden den interaktive globe, byder Energimissionen på masser af praktiske aktiviteter – aktive læringsforløb og kreative gruppeøvelser. En af øvelserne går bl.a. ud på at bygge små vindmøller, hvor børnene med en sensor kan måle, hvor meget energi møllen producerer. Ydeevnen kan efterfølgende sammenlignes med energiforbruget ved at lave popcorn i mikroovn, være på sin computer i nogle timer eller oplade sin mobiltelefon.

Formidler positive klimahistorier
Målet for skoletjenesten er 50 besøg af skoleklasser pr år, som vil møde skoletjenestens daglige leder og primusmotor, Rebecca Svensson. Hun har denne tilgang til børn og unges læring: 

Børn har ikke brug for mere klimaangst eller løftede pegefingre. Derfor sigter vi mod at formidle positive klimahistorier samt praktiske, konkrete løsninger for at vise, at der er mulighed for at handle og gøre noget ved de store udfordringer fra CO2-udledning og de globale temperaturstigninger. Det er vores ansvar, at børn ikke føler udfordringerne som en tung byrde på deres skuldre. Her er det en vigtig pointe, at vi lytter til børnene og fortæller om, hvordan den grønne omstilling ikke kun er besværlig, men også åbner døren til nye, spændende muligheder og håb.”

En del af Andels skoletjeneste er det nationale digitale undervisningsforløb ”Bliv energirytter – for en grønnere fremtid”. Forløbet kan tilgås via hjemmesiden Forstå.dk, hvor der er et undervisningsforløb svarende til 12,5 lektioner. Rasmus Kolbe, også kendt som Lakserytteren, vært.

Andel har bevilliget cirka fem millioner kroner til Energimissionen. Bevillingen er en del af andelsselskabets strategi for kollektive samfundsbidrag, der skal skabe værdi for andelshaverne ved at fremme den grønne omstilling, vækst og beskæftigelse samt viden om fremtidens energisystem.

For yderligere information, kontakt venligst:

Andels presseafdeling på tlf. 2170 3101