Andel er et andelsselskab
Som andelsselskab skaber vi velfærd og vækst regionalt og i det danske samfund ved at levere vital infrastruktur og fremtidssikrede energiløsninger. Som når vi investerer visionært i fibernet, vindmøller, ladeinfrastruktur til elbiler og smarte energiløsninger.
Demokratisk ledelse
Andel er ejet af alle vores andelshavere, i form af private husstande og virksomheder i Region Sjælland, der er tilsluttet Cerius’ elnet. I Andel sidder repræsentantskabet for bordenden og varetager andelshavernes interesser, når vi former selskabets fremtid. Repræsentanterne er valgt af andelshaverne i en demokratisk valgproces.
Historien om Andel
Andel er et andelsselskab, der blev grundlagt for mere end 100 år siden, af to mænd med det samme efternavn, Andersen. Med et års mellemrum startede de energiselskaberne SEAS og NVE, der siden blev til SEAS-NVE og i dag hedder Andel. Deres mål var at udbrede elektricitet til den almindelige borger. De skabte lys over land, og den pionerånd er stadig en del af Andels DNA i dag.
Andel skaber som navn en direkte reference til vores ejerform, andelsselskabet. Det signalerer, at kunder, andelshavere, kolleger i Andel og samarbejdspartnere er en del af et fællesskab. Andel styrker fortællingen om, hvordan vi i fællesskab skaber en særlig energi – energi til at tænke anderledes, drømme større og skabe nyt.
Værdiskabelsespolitikken
– en fælles retning
Værdiskabelsespolitikken tjener to formål. Den beskriver Andels ambitioner for at skabe værdi for andelshaverne, og den fungerer som dialogværktøj for repræsentantskab, bestyrelse og ledelse, når de sætter konkrete mål for Andels indsatser.