Andels bestyrelse har netop konstitueret sig med ny bestyrelsesledelse.
Andels repræsentantskab har gennemført valg til bestyrelsen, der efterfølgende har konstitueret sig med ny bestyrelsesledelse og udvalgsmedlemmer.
Tidligere vicebestyrelsesleder Lone Askjær Hass er valgt som ny bestyrelsesleder, og overtager posten efter Bart Gyldenløve Roetink. Ny vicebestyrelsesleder er Ulrik Theophil Jørgensen.
Lone Askjær Hass bringer mere end 20 års erfaring fra internationale C-level- og direktørstillinger i blandt andet COWI og Novo Holdings, samt mange års erfaring med professionelt bestyrelsesarbejde, med sig ind i rollen som bestyrelsesleder.
Ulrik Theophil Jørgensen bringer tilsvarende mange års erfaring med virksomhedsopbygning, investeringer, strategisk forretningsudvikling og bestyrelsesarbejde, med sig ind i rollen som vicebestyrelsesleder.
Lone Askjær Hass og Ulrik Theophil Jørgensen ser frem til at stå i spidsen for bestyrelsesarbejdet i en tid, hvor energisystemet og samfundet er under hastig forandring.
”Andel har en særlig rolle i det danske samfund. Vi ejer kritisk infrastruktur, investerer massivt i den grønne omstilling og arbejder hver dag for at skabe værdi for vores andelshavere og kunder. Vi glæder os til sammen med bestyrelse, repræsentantskab og direktion at videreudvikle Andel som en stærk, ansvarlig og fremsynet koncern, der bidrager til en grønnere fremtid for alle”, siger Lone Askjær Hass og Ulrik Theophil Jørgensen samstemmende.
På det seneste repræsentantskabsmøde blev Kjetil Kræmer genvalgt til bestyrelsen, mens Christian Bigandt Nielsen er nyvalgt bestyrelsesmedlem. Svend Müller udtræder af bestyrelsen efter 12 års virke, som følge af anciennitetsbestemmelser.
Samtidig er Flemming Hardsner genvalgt som medarbejderudpeget bestyrelsesmedlem, mens Carsten Buhl Nielsen er nyvalgt medarbejderudpeget bestyrelsesmedlem, og endelig udtræder Poul Dreyer af bestyrelsen som medarbejderudpeget bestyrelsesmedlem.


