I kampen for en grønnere fremtid vil energi- og fibernetkoncernen Andel investere historisk høje over 5 mia. kr. i 2024. Med investeringer på 2,3 mia. kr. i årets første halvår er koncernen godt på vej mod at indfri målet. Eksterne faktorer som varierende energipriser, materialepriser og renteniveauet påvirker sammen med tab på gamle gaskontrakter koncernens halvårsregnskab. Det skaber behov for at reducere omkostningerne og øge indtjeningen.
Med investeringer på godt 2,3 mia. kr. i første halvdel af 2024 mod 1,5 mia. kr. i samme periode 2023 har Andel kurs mod ambitionen om i år at øge sine investeringer på tværs af koncernen og dens datterselskaber til mere end 5 mia. kr.
”Vi vil ikke lade høje renter, materialepriser og andre økonomiske udsving blive en undskyldning for passivitet. Klimakrisen venter ikke på bedre tider. Vi skylder planeten og de kommende generationer at investere massivt i vedvarende energi og infrastruktur. Og vi ser vores investeringer som handling på ordene om, at vi vil tage lederskab på en grønnere og mere elektrificeret fremtid,” siger Andels adm. direktør, Jesper Hjulmand.
Han peger på, at koncernen i første halvår har investeret 922 mio. kr. i udbygning af elnettet på Sjælland, Lolland-Falster og øerne via netselskaberne Cerius og Radius Elnet, 397 mio. kr. i opførelsen af solcelleparker sammen med Better Energy og 371 mio. kr. i Clevers udbygning af Danmarks største ladenetværk til elbiler.
Omsætningen på 42,1 mia. kr. i første halvår er som følge af lavere energipriser mindre end i første halvår 2023, hvor den lød på 69,9 mia. kr.
Resultatet blev i første halvår påvirket negativt af eksterne faktorer som varierende energipriser, høje materialepriser og renteniveauet. Også en type europæiske gaskapacitetskontrakter, energihandelsselskabet Energi Danmark indgik og tjente meget på i 2022, gav tab i årets første halvår, men ender samlet som en meget god forretning.
Derfor justerer Andel sin forventning til hele årets resultat før skat og øvrige kapitalandele fra tidligere udmeldte 300 mio. kr. til et lavere positivt resultat.
Kan tænke langsigtet med stærkt bagland i ryggen
Resultatet for første halvår får ikke Andel til at skrue ned for ambitionerne om at levere et stærkt bidrag til en grønnere fremtid.
”Da vores store investeringer også påvirker bundlinjen, har vi naturligvis drøftet, om vi skal fortsætte med samme hastighed eller lette lidt på speederen. Men her viser ejerformen som andelsselskab virkelig sin værdi,” siger Jesper Hjulmand og fortsætter:
”Med et stærkt bagland i ryggen vægter vi ansvaret for at skabe en grønnere fremtid over at skrue på den kortsigtede profit. Vi er finansielt robuste, og der er en stærk opbakning til ikke at tænke i år, men årtier. Til gavn for både danskerne, den grønne omstilling og Andels fremtid.”
Han betoner samtidig et behov for at fokusere på koncernens omkostninger og indtjening, sådan at Andel også på lang sigt kan fortsætte med at øge investeringerne og derigennem tage ansvar i kampen mod klimakrisen. Der er derfor igangsat initiativer på tværs af Andel, som skal reducere koncernens omkostninger og øge indtjeningen.
Udvalgte nøgletal 1. halvår 2024
Nettoomsætning | 42.103 mio. kr. |
Driftsresultat (EBITDA) | 1.457 mio. kr. |
Resultat før skat og Ørsted-kursregulering | -52 mio. kr. |
Resultat før skat | -130 mio. kr. |
Investeringer | 2.326 mio. kr. |
Egenkapital | 33.686 mio. kr. |