Andel lancerer pris til grønne helte: Årets Forkæmper

Pressemeddelelse -
20-03-2024
Som andelsselskab skaber vi velfærd og vækst regionalt og i det danske samfund gennem leverance af vital infrastruktur og fremtidssikrede energiløsninger.

Pressetelefon: 21 70 31 01

Energi- og fibernetkoncernen Andel lancerer en ny pris, Årets Forkæmper, der skal hylde danskere, der går foran og kæmper for en grønnere fremtid. Du kan nominere din nabo, børnenes skolelærer, en forening eller et andet forbillede, der inspirerer andre gennem sine idéer og handlinger. Prisen uddeles til tre forkæmpere, der hver modtager en kontant anerkendelse på 25.000 kr.

Andel indstifter en ny national pris, Årets Forkæmper, i forlængelse af kommunikationskampagnen Dansk Idyl, der retter opmærksomhed mod danskernes syn på det danske landskab og det stigende antal vindmøller og solcelleanlæg.

Den nye pris gives til tre personer eller lokale foreninger, der har gjort noget helt særligt i forhold til den grønne omstilling. På www.andel.dk/forkæmper er det frem til den 8. april muligt at nominere en person eller en forening, der bør anerkendes for sin kamp mod klimaforandringerne.

Kan vi bevare den danske idyl?
Et af de dominerende argumenter, der ofte bruges mod vindmølleprojekter, er, at de ødelægger den danske idyl. 1 ud af 7 danskere er ikke villige til at acceptere, at opsætningen af vindmøller kan påvirke udsigt og naturområder i deres kommune (Norstat, analyse lavet for Andel september 2022).

Men fortsætter vi, som vi gør nu, så trues vores smukke landskaber af varmere somre, vildere vejr og voldsomme vandstigninger. Derfor må og skal vores billede af det danske landskab ændre sig, hvis vi vil bevare den danske idyl, som vi kender og holder af.

Derfor vil vi gerne hylde de danskere og foreninger, der gør en særlig indsats for at bevare den danske idyl.  Dem der gør en forskel for klimaet, miljøet eller naturen, siger Rikke Trikker, kommunikationsdirektør i Andel:

”Vi kæmper vi for en grønnere fremtid for alle. Det betyder også et Danmark hvor vindmøller og solceller udgør en del af vores smukke landskab – så vi alle kan få vedvarende energi. De seneste år har mange vindmølleprojekter dog desværre mødt massiv, lokal modstand, og flere af dem er blevet stoppet”.

Rikke Trikker fortsætter:

”Det kræver entusiastiske forkæmpere, hvis vi skal lykkes med at bekæmpe klimaforandringerne og reducere brugen af olie og gas. Med prisen vil vi hylde de mennesker, der er med til at gennemføre denne svære, men jo helt afgørende omstilling af samfundet fra fossil til vedvarende energi, og som inspirerer andre gennem deres dedikation og idérigdom. Det er vigtigt, at vi sætter fokus på de gode initiativer og udbreder kendskabet til, hvordan vi alle kan bidrage til den grønne omstilling.

Kriterier for initiativer, der kan indstilles til Årets Forkæmper;

  • Prisen som Årets Forkæmper gives til privatpersoner eller lokalforeninger med et initiativ, der kommer klima og/eller miljø og natur til gode. Initiativet må således ikke være til gavn for enkeltpersoner.
  • Initiativet skal have været aktivt i minimum et år.
  • Initiativet har aktiviteter, der fremmer klima- og eller/miljømæssige formål, fx ved at
    • reducere CO2 udledning
    • øge biodiversiteten i lokalområdet
    • inspirere andre til at bidrage til den grønne omstilling
    • komme med nytænkende eller kreative løsninger på miljø- og/eller klimamæssige udfordringer
  • Den indstillede forkæmper skal være fyldt 18 år og bosiddende i Danmark.
  • Der gives ikke støtte til politiske partier eller foreninger, samt religiøse formål.

For yderligere information:

Andels presseafdeling på 2170 3101