En af Sydsjællands største lynladestationer er i dag åbnet ved Stop37 i Rønnede. Her kan 18 elbiler nu lade lynhurtigt på samme tid.
Hverdagen for elbilisterne på Sydsjælland er i dag blevet meget nemmere. En af Sydsjællands største lynladestationer er nemlig åbnet ved Stop37, som er det nye motorvejscenter Sydmotorvejen på Sjælland.
På den nye lynladestation i Rønnede, der er konstrueret i et prisvindende design med bæredygtigt træ, er det muligt for 18 elbiler at lade fra 0-80 procent på under 30 minutter. Det bliver dermed nemmere for både pendlere, besøgende og lokale at lade elbilen lynhurtigt op.
”Elbilsalget buldrer derudaf. Det skaber et naturligt behov og høj efterspørgsel efter lademuligheder – også på Sydsjælland. Derfor er vi rigtig glade for, at vi nu kan udvide Danmarks største ladenetværk med en stor lynladestation her i Rønnede. For vi ved, at et omfattende og lettilgængeligt netværk af ladestationer spiller en afgørende rolle for både at gøre livet som elbilist nemmere og motivere endnu flere danskere til at tage springet fra benzin- eller dieselbil til en på el,” siger Kenneth Boe Larsen, der er ejendomsdirektør hos Clever.
Han indviede i dag den nye lynladestation med Ole Vive, borgmester i Faxe Kommune og Jesper Lange, bestyrelsesformand i Clever samt stabsdirektør hos Andel, som er ejer af Clever.
I Faxe Kommune oplever man en stigende efterspørgsel hos borgerne for flere og hurtigere lademuligheder. Ole Vive er derfor glad for at kunne byde Clevers lynladenetværk velkommen til kommunen.
”Vi har en ambition om at reducere kommunens CO2-udledning med 70 pct. i 2030, set i forhold til 1990, og i 2050 skal Faxe Kommune være 100 pct. klimaneutral. Her spiller en grøn omstilling af infrastrukturen en afgørende rolle. Det kan kun lade sig gøre, hvis det bliver nemt og bekvemt for borgerne at vælge elbilen til. Her er et omfattende netværk med lademuligheder afgørende for at imødekomme det nuværende og fremtidige behov. Både for lokale borgere, og for vores virksomheder, besøgende og turister. Vi er derfor glade for at byde Clevers lynladenetværk velkommen til området,” siger Ole Vive, borgmester i Faxe Kommune.
Hos Danmarks ledende energi- og fibernetkoncern, Andel, glæder man sig over datterselskabet Clevers massive udbygning af den danske ladeinfrastruktur, der gør det mere attraktivt at tilbagelægge kilometer i elbiler frem for i benzin- og dieselbiler.
”Da vi for 14 år siden etablerede Clever, var det med ønsket om at bidrage aktivt til at skabe et grønnere i morgen. Dengang var der få, der så elbilen som et reelt alternativ til benzin- og dieselbilerne. Det holdt heldigvis ikke stik. Alene sidste år har Danmark fået tusindvis af ladestandere til de mange elbiler, der nu er et hverdagssyn på vores veje. En stor del af de ladestandere er fra Clever, og det er vi begejstrerede over i Andel. For det er vores mission at reducere CO2-udledningen og bremse klimaforandringerne. Vi træder et skridt i den retning nu, her i Faxe Kommune, hvor alle er andelshavere og medejere af Andel, Det gør glæden over at indvie den nye ladestation endnu større,” siger Jesper Lange, bestyrelsesformand i Clever samt stabsdirektør hos Andel.