Eksplosiv vækst i danskernes elbilopladninger i udlandet – den grønne omstilling tager fart

Nyhed -
19-08-2024
Som andelsselskab skaber vi velfærd og vækst regionalt og i det danske samfund gennem leverance af vital infrastruktur og fremtidssikrede energiløsninger.

Pressetelefon: 21 70 31 01

Nye tal fra energi- og fibernetkoncernen Andel dokumenterer en markant stigning i danskernes brug af elbiler, ikke kun i Danmark, men også i udlandet. En sammenligning af data for opladning fra juli måned i 2023 og 2024 viser, at danskerne for alvor har taget den grønne omstilling til sig.

Med data fra datterselskabet Clevers roamingpartnere i hhv. Tyskland, Østrig, Frankrig, Holland, Sverige og Norge har Andel sammenlignet lademønstre i perioden 1. juli til 31. juli 2023 med tilsvarende periode i 2024.

Antallet af elbilister, som er kunder hos Clever, og har opladet på tur i udlandet, er steget med 1283 procent. Stigningen i antallet af ladesessioner er på hele 1643 procent. Så tendensen er klar – markant flere danskere tager elbilen på ferie til udlandet, og de kører længere afstande.

“Der er stadig alt for mange fossile biler på vores veje – både i Danmark og Europa, og der er desværre fortsat mange skeptikere. Men denne sommer har vist os, at vi bevæger os i den rigtige retning. Elbilerne er ikke længere kun for de få, men er blevet en naturlig del af danskernes transportvalg – også når turen går til udlandet. Den eksplosive vækst i opladninger viser, at danskerne i højere grad er trygge ved at tage elbilen på tværs af Europa,” udtaler Rikke Trikker, kommunikationsdirektør i Andel.

Fra 2035 er nysalg af biler, der udleder CO2 ikke længere tilladt i EU, for vejtransport står for en femtedel af den samlede CO2-udledning. De imponerende tal fra Andel og Clever, viser tydeligt, at danskerne ikke blot ønsker at reducere deres CO2-aftryk, men også aktivt bidrager til at accelerere denne grønne omstilling i hele Europa.

Ikke plads til fossilbiler

”Der er ganske enkelt ikke plads til fossilbiler i en grønnere fremtid. Derfor er de nye tal for opladning udtryk for en virkelig positiv tendens. Hvis vi fastholder denne udvikling, kommer elbiler til at spille en central rolle i indsatsen for en bæredygtig fremtid”, siger Rikke Trikker.

Af den grund har Andel netop indledt en holdningskampagne, der skal skubbe til den tvivl, som fortsat er udbredt og blandt andet kommer til udtryk i flere sociale mediers kommentarspor, fortæller Rikke Trikker:

”Der er mange som fortsat tøver, og nogle hader ligefrem tanken om at skulle sætte sig ind i en elbil. Derfor lancerer vi nu en kampagne, hvis hovedbudskab er, at der ikke er plads til fossilbiler i en grønnere fremtid”.

Som et element i kampagnen sidestilles nutidens skepsis mod elbiler med den skepsis, der var i starten af 1900-tallet, da vi vinkede farvel til hesten.