Flere kunder og massiv udrulning af fibernet hæver Fibias omsætning og resultat af den primære drift for sjette år i træk.
Fibias resultat før afskrivninger, finansielle poster og skat (EBITDA) landede i 2021 på 387 millioner kroner mod 285 millioner kroner i 2020. Omsætningen rundede en milliard ved at stige fra 765 millioner til 1.030. millioner kroner.
Fibia har i 2021 fortsat investeret massivt i udrulning af fibernet. Med investeringer for 1,4 milliarder kroner ender det samlede resultat med et forventeligt minus på 62 millioner kroner.
Kundetilgang giver vækst
Væksten i omsætning og EBITDA hænger i høj grad sammen med en vækst i kundebasen, der voksede med over 53.000 i 2021, så Fibia ved årets afslutning havde knap en kvart million kunder. Samtidig fik ca. 100.000 nye husstande mulighed for en fiberforbindelse via Fibias fibernet.
Administrerende direktør Casper Holst-Christensen er tilfreds med resultatet for 2021.
”Vi har en rigtig god forretning, hvor vi tjener penge på vores primære drift og har en let skalerbar forretning, så vi har fundamentet til at vokse yderligere og rulle endnu mere fibernet ud”, siger han.
I alt når Fibias fibernet i dag ud til mere end 600.000 adresser på Sjælland og i Østjylland.
Danmarks bedste internet
Fibia har en ambition om at give alle andelshavere i Andel og NRGi et tilbud om en ordentlig internetforbindelse inden udgangen af 2023.
”Godt internet er en forudsætning for både lokal og regional vækst. Derfor investerer vi alt, hvad vi kan i hurtigst muligt at få fibernet ud til så mange som overhovedet muligt. I 2021 investerede vi omkring 1,4 milliard kroner i infrastruktur, og i 2022 forventer vi at øge vores investeringer yderligere,” siger Casper Holst-Christensen.
”Så massive investeringer kan selvfølgelig aflæses i regnskabet. Men det er vigtigere for Fibia at sikre den digitale lighed og lave en langsigtet investering end lave sorte tal på bundlinjen i dag,” fortæller han.
I 2021 fik Fibia også 100 pct. ejerskab over fibernet og tv-udbyderen Waoo, som Fibia hidtil havde været medejer af. Waoo blev i 2021 kåret som Danmarks bedste internetselskab af Loyalty Group BrancheIndex, for ikke mindre end 10. år i træk. En kåring, der netop er toppet, da Waoo i april 2022 for 11. år i træk blevet året til Danmarks bedste internetselskab. Kåringen bliver givet til den virksomhed, der har opnået det højeste loyalitetsindeks, som er opgjort ud fra spørgsmålene tilfredshed og attraktivitet.
Mere valgfrihed
2021 var også året, hvor Fibias fibernet blev åbnet for andre tjenesteudbydere.
”Et åbent fibernet giver alle andelshavere, der er tilsluttet Fibias fibernet en større valgfrihed af digitale tjenester og produkter. Samtidig er åbningen af fibernettet en katalysator for at give endnu flere danskere adgang til en tidssvarende internetforbindelse og samtidig øge antallet af kunder på Fibias fibernet og derved øge rentabiliteten på nettet,” siger Casper Holst-Christensen.
Ved udgangen af 2021 var fem tjenesteudbydere med i alt 11 brands aktive på Fibias fibernet.
Fakta og nøgletal fra Fibias årsrapport
- Omsætning i 2021 stiger til 1,03 milliarder kroner (2020: 765 millioner kroner)
- EBITDA i 2021 stiger til 387 millioner kroner (2020: 285 millioner kroner)
- Samlet resultat i 2020 blev minus 62 millioner kroner (2020: minus 61 millioner kroner)
Fakta om Fibia
- Ejet af de andelsejede energi- og fibernetkoncerner Andel (65.5%) og NRGi (34.5%)
- Fibia havde i 2021 cirka 400 ansatte
- Flere end 600.000 adresser har adgang til Fibias fibernet på Sjælland og i Østjylland
- Fibia investerede 1,4 milliarder kroner i fibernet i 2021.