Søg
Close this search box.

Holmegaard Værk siger farvel til gassen med støtte fra Andel

Pressemeddelelse -
13-10-2022
Som andelsselskab skaber vi velfærd og vækst regionalt og i det danske samfund gennem leverance af vital infrastruktur og fremtidssikrede energiløsninger.

Pressetelefon: 21 70 31 01

Foto: Holmegaard Værk, fotograf Emilia Therese

Holmegaard Værks to glasovne, der i dag anvender naturgas, skal udskiftes med elovne som del af værkstedets grønne omstilling. Det sker med støtte fra energi- og fibernetkoncernen Andel, der bevilger 1,7 millioner kroner til projektet. Halvdelen er en donation, resten af beløbet ydes som lån.

78.000 gæster besøger hvert år Holmegaard Værk, hvor man kan se 42.000 Holmegaard glas, 7.000 stykker Kähler-keramik og masser af kunsthåndværk. Aktive glaspustere er i fuld gang i det arbejdende glasværksted, hvor to ovne brænder 118.000m3 naturgas af om året. Det medfører udledning af 173 ton CO2.

Nu skal museets klimaaftryk nedbringes markant, og derfor kasseres gasovnene til fordel for to eldrevne ovne. Det vil gøre museet mere bæredygtigt og bidrage til regionens grønne omstilling. De to nye elovne vil blive de første af sin art i Danmark.

For Keld Møller Hansen, direktør for Museum Sydøstdanmark, er Andels bevilling afgørende for Holmegaard Værks grønne omstilling:

Vi er i gang med en større grøn omstilling af Holmegaard Værk. Foruden de to nye eldrevne ovne, vil vi investere 1,5 millioner kroner i et solcelleanlæg der skal producere ca. 232.000 kWh el årligt. Det er store investeringer, men vi ved også at konverteringen fra naturgas til elektricitet vil tjene sig hjem over tid, samtidig med at vores CO2-udledning reduceres betydeligt. Vi er derfor utroligt taknemmelige for Andels bidrag, der gør det muligt for os at lave denne elektrificering i en tid, hvor vores økonomi stadig mærker efterdønningerne af coronapandemien og nu også energikrisen.

Fælles ambitioner
For Andel er det en særlig bevæggrund for bevillingen, at projektet bidrager til fælles ambitioner for den grønne omstilling, fortæller Rikke Harbo Trikker, kommunikationsdirektør i Andel.

Danmark har en national målsætning om at samfundet skal elektrificeres og fossile brændstoffer skal udfases. Vi skal gøre op med afhængigheden af gas, særligt den der kommer fra Rusland. Det er noget, der ligger os meget nært hos Andel. At hjælpe Holmegaard Værk med deres grønne omstilling fra naturgas til moderne, eldrevne ovne er derfor præcis den type initiativ, som vi ønsker at støtte med vores kollektive samfundsbidrag. Vi er glade for at kunne medvirke til, at gøre museet mere bæredygtigt og skabe en grønnere oplevelse for museets ansatte og besøgende. Samtidig betyder det meget for os, at projektet er i tråd med vores mission om at fremme den grønne omstilling i regionen og derigennem skabe værdi for vores andelshavere.

Fakta om Andels bevilling:
Andel øgede i 2020 sit kollektive samfundsbidrag og etablerede i den forbindelse en pulje, der skal skabe værdi i region Sjælland ved at fremme den grønne omstilling, vækst og beskæftigelse samt viden om fremtidens energisystem.

Samtidig skal projekterne have nærhed til Andels grundlæggende DNA som andelsselskab, der handler om fællesskab og energi.

Bevillingen på 1,7 mio. kr. til Holmegaard Værk er en del af denne pulje. Bevillingen følger en finansieringsmodel, hvor 850.000 kr. ydes som en donation og 850.000 kr. ydes som et lån.

For yderligere oplysninger og interview kontakt:

Andels presseafdeling: Tlf.: 2170 3101

Keld Møller Hansen, direktør for Museum Sydøstdanmark: kmh@museerne.dk, Tlf: +4523714108