Lokale ildsjæle modtager Andel-pris for enestående indsatser i Kalvehave og Svebølle

Pressemeddelelse -
20-11-2024
Som andelsselskab skaber vi velfærd og vækst regionalt og i det danske samfund gennem leverance af vital infrastruktur og fremtidssikrede energiløsninger.

Pressetelefon: 21 70 31 01

Andels ildsjælepris går i år til Stina Fussing og Pernille Cauchi, der hædres for henholdsvis at bevare lokale indkøbsmuligheder i Kalvehave og udbrede kendskabet til biodiversitet og permakultur i Svebølle. Det er niende år i træk, at energi- og fiberkoncernen uddeler prisen.

De seneste ni år har Andel uddelt priser til to udvalgte ildsjæle, som har gjort en særlig frivillig indsats i deres lokalområde.

I år har Andel fået 400 indstillinger til ildsjæleprisen, og der var igen rigtig mange stærke kandidater. Hæderen går til Stina Fussing og Pernille Cauchi, der begge har modtaget donationer på 25.000 kroner samt officielle diplomoverrækkelser den 18. og 19. november 2024.

Købmandsbutik bevaret via lokalt engagement i Kalvehave
Stina Fussing modtager prisen for sin indsats for at bevare den lokale købmandsbutik i Kalvehave på Sydsjælland.

Da den lokale Dagli’Brugsen stod til at lukke, trådte en arbejdsgruppe, som Stina Fussing var en del af, nemlig til. I fællesskab oprettede de en ny forening, og Stina tog kommunikationsansvaret på sig. Sammen fik arbejdsgruppen på bare én måned mønstret ressourcerne til, at butikken kunne åbne igen under lokalt anpartsejerskab sammen med byens indbyggere. 

“De lokale fællesskaber er noget helt særligt, og i mindre bysamfund som Kalvehave er sammenholdet helt unikt. Her har Stinas evne til både at informere og engagere skabt en butik, der er til glæde for hele lokalsamfundet. Hun er et strålende eksempel på de værdier, der kendetegner en ægte ildsjæl – handlekraft, omsorg og engagement. Vi er derfor stolte af at kunne anerkende hendes enestående indsats”, siger Anne Pontoppidan Thyssen, afdelingsleder i Andel.

Stina Fussing fik sin pris overrakt ved et arrangement den 18. november hos Min Købmand i Kalvehave, og hun blev både overvældet og rørt, da hun fik at vide, at hun var udvalgt til ildsjæleprisen:

”Det er fantastisk, at nogle har tænkt på mig og brugt tid på at indstille mig til prisen, og så blev jeg selvfølgelig megaglad over at være blevet valgt af Andel”.

For Stina Fussing var der dog også lidt ambivalens forbundet med den gode nyhed:

”Følelsesmæssigt kom jeg faktisk på en lille rutsjetur, fordi der jo er en masse mennesker, der har gjort en kæmpe indsats, og de har fortjent mindst lige meget anerkendelse, som den jeg får.”

De 25.000 kroner, der følger med prisen, investerer Stina i istandsættelse af et lille fiskerhus på havnen:

”Jeg elsker at arbejde med ler i min fritid og har brug for et permanent sted, hvor jeg kan udfolde min hobby. Og jeg håber på at kunne åbne dørene for andre med samme interesse”. 

Biodiversitet og fællesskab blomstrer i Svebølle
Pernille Cauchi får i år ildsjæleprisen for sit arbejde med at fremme bæredygtighed og fællesskab i Svebølle på Nordvestsjælland.

Hun står bag Viskinge Eventyrlige Skovhaver og driver Mikrogården, en socialøkonomisk virksomhed, hvor permakultur, biodiversitet og grøn omstilling er kerneværdier. På gården inviterer Pernille både lokale og besøgende til workshops i alt fra yoga og permakultur til større arrangementer som Vild Have Festival.

Med Mikrogården er der skabt et enestående sted, der binder lokalsamfundet sammen om en fælles vision for bedre naturforståelse, lokal fødevareproduktion og vedvarende grøn omstilling.

“Naturen er under pres, men vi har alle mulighed for at gøre en forskel. Pernille er et klart eksempel på, hvordan én persons indsats kan få stor betydning for et helt lokalsamfund. Hendes arbejde skaber både engagement og opmærksomhed omkring vigtigheden af at leve i harmoni med naturen – en udfordring, der kun vil blive endnu mere relevant i fremtiden. Derfor er vi stolte af at kunne anerkende hende og hendes inspirerende indsats på området,” siger Anne Pontoppidan Thyssen.

Pernille Cauchi fik overrakt sin pris ved et arrangement den 19. november på Mikrogården, og den vakte glæde:

”Jeg bliver da helt vildt stolt og beæret over at være blevet indstillet og modtage denne anerkendelse. Det giver mig rigtig meget energi at være sammen med de mange forskellige mennesker, som kommer her i haverne, og især gør det mig glad at være sammen med de unge, der er i erhvervspraktik her eller kommer i forbindelse med undervisningsforløb i flere af vores lokale skoler. Og pengene skal nok få ben at gå på. De er allerede øremærket til en elektrisk havetraktor, som selvfølgelig skal køre på strøm fra Andel”

Om Andels ildsjælepris
Med ildsjæleprisen ønsker Andel at anerkende den store indsats, som lokale ildsjæle lægger for dagen i deres forening, aktivitet eller anden indsats for at styrke det lokale fællesskab i regionen. Prisen gives til andelshavere i Andel, det vil sige personer der bor, har sommerhus eller erhverv i Region Sjælland.

De har også modtaget ildsjæleprisen
I 2023 gik ildsjæleprisen til Martin Legowski Alring fra Store Merløse i Holbæk Kommune, og ægteparret Marianne og Thomas Thor Jensen fra Tårnborg i Slagelse Kommune. Martin modtog prisen for sin indsats i forhold til at hjælpe psykisk og fysisk sårbare. Marianne og Thomas blev hædret for deres arbejde med at gøre Tårnborg Forsamlingshus til ramme om lokale arrangementer.

I 2022 var modtagerne Rune Hylby fra Ringsted og Rikke Klindt fra Jyderup. Rune har gjort en utrættelig indsats for at rense sjællandske vandløb, så fisk, især havørreder, får bedre gydevilkår. Rikke driver Jyderup Lokalforum, som rigtig mange børn i lokalområdet nyder godt af.