Søg
Close this search box.

Stil op for energien

Pressemeddelelse -
03-01-2022
Som andelsselskab skaber vi velfærd og vækst regionalt og i det danske samfund gennem leverance af vital infrastruktur og fremtidssikrede energiløsninger.

Pressetelefon: 21 70 31 01

Der er valg til repræsentantskabet i den andelsejede energi- og fibernetkoncern Andel. Frem til den 31. januar kan du melde dig som kandidat, hvis du vil bidrage med viden til at løse vigtige energipolitiske spørgsmål og være med til at sætte dit præg på den grønne omstilling.

Du kan nu få indflydelse på en af landets største virksomheder. Som andelshaver i Andel kan du nemlig nu blive en del af repræsentantskabet, hvis du bor, har virksomhed eller sommerhus i et af valgområderne Odsherred, Roskilde, Slagelse, Solrød eller Sorø.

Andels bestyrelsesformand Jens Stenbæk opfordrer til og håber, at mange vil engagere sig i det kommende valg:

”Forskellighed gør stærk, vi har gennem årene haft et stærkt repræsentantskab, og vi håber, at dette valg kan styrke Andels repræsentantskab yderligere med flere engagerede kvinder og yngre medlemmer gerne med forskellig etnisk baggrund. På den måde får vi i bestyrelsen og i ledelsen en kvalificeret sparringspartner i form af et endnu mere mangfoldigt repræsentantskab, der på bedst mulige måde afspejler og repræsenterer vores andelshavere og deres interesser”, siger han.

Der er i alt 137 medlemmer af repræsentantskabet og 39 af dem er på valg i denne omgang.

Grøn og digital mission

Som repræsentantskabsmedlem i Andel har du gennem dialoger i repræsentantskabet medindflydelse på, hvordan selskabet udvikler sig, og hvordan selskabet bedst understøtter den grønne omstilling og den digitale ligestilling. Som repræsentantskabsmedlem kan man desuden stille op til en post i bestyrelsen.

Via Andels datterselskabet Fibia udrulles lynhurtigt fibernet til alle andelshavere, og via datterselskabet Clever arbejder Andel for at gøre det let at komme rundt i sin elbil og lade både hjemme og ude. Derudover arbejder Andel for, at der er vedvarende energi nok til den grønne omstilling, og at der udvikles lagringsløsninger, så vi kan gemme den vedvarende energi.

”Vi har påtaget os en central rolle i hele den grønne omstilling og bidrager aktivt til at reducere Danmarks udledning af CO2 med 70 procent inden 2030. Det er en stor opgave, og den kræver en vilje og en forankring blandt danskerne i almindelighed og blandt andelshaverne i særdeleshed. Derfor er der brug for et stort egangement fra alle andelshavere, fastslår bestyrelsesformand Jens Stenbæk.

I løbet af de seneste år er Andel vokset til en koncern med omkring 2000 ansatte og kontorer i Svinninge, Haslev, Virum og Ballerup. Efter købet af Radius Elnet og Ørsted privat- og udelysforretning i 2019, har Andel øget sin ejerandel i Energi Danmark – en førende energihandelsvirksomhed i Danmark og Europa – og er en af de største virksomheder i Danmark målt på omsætning.

Demokratisk ejerskab

Andel er et andelsselskab, og det er boligejere, virksomhedsejere og sommerhusejere i Nordvest-, Midt- og Sydsjælland, Lolland-Falster og øerne, der er andelshavere. Der er hvert år valg til repræsentantskabet i 3-5 af i alt 15 valgområder. I 2022 er der valg i:

  • Odsherred, 13 pladser
  • Roskilde, 8 pladser
  • Slagelse, 8 pladser
  • Solrød, 4 pladser
  • Sorø, 6 pladser
Sådan stiller du op

Vil du have plads i Andels repræsentantskab og mulighed for at sætte dit grønne og digitale aftryk, skal du besøge andel.dk/stilop, hvor du finder alt relevant materiale, og hvad du ellers skal gøre for at komme på stemmesedlen. Du skal finde 10 stillere for at blive opstillet til repræsentantskabsvalget.

Medlemmer af Andels repræsentantskab aflønnes med 5000 kroner om året samt 1500 kroner for hvert møde, man deltager i. Der er fire til seks møder om året, og der ydes kørselsgodtgørelse til møderne.