Søg
Close this search box.

Andels gratis elbusser på Møn og Stevns

Pressemeddelelse -
19-09-2023
Som andelsselskab skaber vi velfærd og vækst regionalt og i det danske samfund gennem leverance af vital infrastruktur og fremtidssikrede energiløsninger.

Pressetelefon: 21 70 31 01

Der har været stor opbakning til Andels elbusser på Møn og Stevns denne sommer med mere end 13.000 passagerer, der i juli og august er hoppet af og på.

I skolernes sommerferie har Andels to elbusser kørt faste ruter hver dag på både Møn og Stevns. Sidstnævnte blev sat i drift i juni, hvor Jens Stenbæk var med ved lanceringen. Busserne har i løbet af sommeren transporteret de mange passagerer til forskellige byer og seværdigheder. Det er første sæson, hvor bussen på Stevns kører den såkaldte ’Klinterute’, mens Møn-bussen kører ’Trekløverruten’ på sit andet år.

Et partnerskab, som understøtter den grønne omstilling

Elbusserne har til formål at teste, hvordan de kan skabe bedre og mere bæredygtig mobilitet og sammenhæng mellem land og by. Projektet løber fra 2021 til 2026 og er udviklet og drevet i et partnerskab mellem Andel, Region Sjælland, Sjællands Udviklingsalliance, Vordingborg Kommune og Stege Kommune samt lokale erhvervsforeninger som fx House of Møn. Andel har bevilget omkring 20 mio. kr. fra puljen til Andels kollektive samfundsbidrag, som taler ind i de visioner og værdier, der er en del af vores værdiskabelsespolitik, hvor vi ønsker at fremme grøn omstilling og understøtte fællesskab.

Efter sommerperioden kører elbusserne i hverdagene skolebørn til skoletjenester i lokalområderne omkring Møn og Stevns, ligesom de fortsætter med at køre rutekørsel i weekender og ferier rundt på Møn og Stevns.

Fakta

Andels repræsentantskab har allokeret midler fra koncernens overskud i 2020 og 2021 til puljen til Andels kollektive samfundsbidrag. Puljen skal støtte fyrtårnsprojekter i regionen, der kan fremme grøn omstilling, vækst og beskæftigelse og uddannelse bl.a. inden for fremtidens energisystem.

Andel har også bevilget penge til:

  • 2030 legatet rettet mod erhvervsskolelever i regionen, der tager en uddannelse som den grønne omstilling får brug for.
  • FermHub Zealand – et vækstmiljø for iværksættere indenfor biosolutions, én af regionens erhvervsmæssige styrkepositioner.
  • Andels skoletjeneste om energi og klima rettet mod regionens folkeskoleelever.
  • Støtte til STEM-fagenes dag – hvor 8. klasser og HTX elever i en af regionens forlystelsesparker arbejder med naturvidenskabelige forsøg.
  • Støtte energirapporter til museerne Malergården i Odsherred og Reventlow-Museet Pederstrup på Lolland og udskiftning af gasoven til elovn i den levende udstilling på Holmegård Værk
  • Støtte til etablering af valgfaget om energiøkonomi på Københavns Universitet.