Antikorruptionspolitik
Indholdsfortegnelse
Baggrund og formål
I Andel A.m.b.a.-koncernen (i det følgende kaldet ”Andel”)1 er det den vigtigste opgave at skabe værdi for vores andelshavere og kunder. Dette gør Andel blandt andet på grundlag af Andels værdier.
Antikorruptionspolitikken giver vejledning i, hvordan Andels medarbejdere skal medvirke til overholdelse af grundlæggende menneskerettigheder og reagere i mødet med korruption og korrupt adfærd. Samtidig udstikker politikken retningslinjer for arbejdet med at forebygge, rapportere og sanktionere korruption.
1 Ved Andel A.m.b.a.-koncernen forstås Andel A.m.b.a. med dets 100 % (direkte eller indirekte) ejede datterselskaber.
Nultolerance over for korruption
Andel ønsker at medvirke til overholdelse af grundlæggende menneskerettigheder og vil ikke acceptere en handlemåde, som kan betragtes som korruption.
Det betyder, at ledelsen i Andel ikke vil indgå nye aftaler og vil opsige eksisterende kontrakter, hvis der er krav om bestikkelse eller anden form for korruption.
Brud på politikken
Det betragtes som en alvorlig tjenstlig forseelse, hvis nogen i Andel medvirker til korruption, hvilket bl.a. kan medføre ansættelsesretlige konsekvenser i form af en skriftlig eller mundtlig advarsel, opsigelse eller bortvisning afhængig af karakteren af den tjenstlige forseelse.
Politikken om antikorruption udgør en integreret del af medarbejdernes ansættelsesaftale med Andel og omfatter alle medarbejdere, herunder direktion samt bestyrelsesmedlemmer.
Hvad er korruption?
Korruption defineres som misbrug af betroet magt for egen vindings skyld. Ordet ’egen’ skal forstås bredt. Foruden en selv kan det også være nærtstående og såvel fysiske som juridiske personer. Korruption kendes bedst som bestikkelse, bedrageri, returkommission, underslæb, afpresning eller nepotisme.
I. Adfærdskodeks
Alle Andels medarbejdere, direktion og bestyrelse skal respektere og fremme nedenstående principper:
1. Interessekonflikt
Interessekonflikter opstår i situationer, hvor en medarbejder (omfatter tillige ledere, direktører og bestyrelsesmedlemmer) har en privat interesse, som potentielt kan påvirke eller forekomme at påvirke den upartiske og objektive udførelse af medarbejderens officielle pligter. Private interesser omfatter fordele for en selv eller ens familie, pårørende, venner m.v.
Andels medarbejdere skal undgå konflikter – reelle eller potentielle – mellem personlige interesser og Andels interesser.
Hvis der opstår en interessekonflikt, og det fortsat anses som fordelagtigt for Andel at indgå en aftale eller tilsvarende med tredjepart, er det afgørende, at man inddrager sin leder/chef, alternativt en kollega i beslutningen, således at det sikres, at interessekonflikt-forholdet ikke har nogen betydning for beslutningen.
2. Nepotisme og favorisering
Nepotisme (kan anses som en undergruppe til interessekonflikt nævnt under punkt 1) er tilfælde, hvor familie og venner favoriseres og bliver behandlet fordelagtigt på grund af de tætte personlige relationer frem for en professional og objektiv vurdering af deres evner og egenskaber.
Andels medarbejdere må ikke favorisere venner, familie eller andre tætte relationer i forbindelse med ansættelse, indkøb, levering af økonomisk og teknisk bistand eller andre situationer.
3. Bestikkelse
Bestikkelse er at tilbyde, give (aktiv bestikkelse), modtage, opfordre eller acceptere (passiv bestikkelse) noget af værdi med det formål at påvirke en medarbejders handlinger i udførelsen af pågældendes offentlige og lovpligtige opgaver. Bestikkelse er strafbart under dansk straffelov.
Andel vil ikke give eller acceptere nogen form for bestikkelse.
4. Gaver
Korruption i forbindelse med gaver dækker over tilfælde, hvor en gave eller lign. bliver tilbudt, givet, anmodet om eller modtaget med forventning om at få/give en tjeneste til gengæld.
Det er vigtigt, at Andels gavepolitik overholdes, og at der ikke tilbydes gaver i nogen form, som kan opfattes som et forsøg på at opnå en fordel eller influere en beslutning. Både af respekt for vores eksterne parter, men også af hensyn til Andels omdømme.
Hvis der gives en gave, gøres det kun ved særlige lejligheder, og inden for de rammer gavepolitikken udstikker.
Ligesom der kun gives gaver ved særlige lejligheder, modtages der ligeledes kun gaver ved særlige lejligheder og med en begrænset værdi. Der henvises til gavepolitikken. Andels medarbejdere skal være særlig opmærksom på omgang med eksterne parter, da der gælder særlige regler for gaver til offentligt ansatte og politikere.
Andels medarbejdere må ikke direkte eller indirekte give, anmode om eller modtage gaver eller andre fordele, der kan opfattes som et forsøg på at påvirke udførelsen af deres funktioner, arbejdsopgaver eller dømmekraft.
5. Afpresning
Afpresning forekommer, når en medarbejder ulovligt forlanger eller modtager penge eller ejendom ved brug af trusler eller magt. Afpresning kan omfatte trusler om fysisk eller materiel skade, trusler om at beskylde en person for en forbrydelse/ulovlighed, eller trusler om at afsløre pinagtige informationer. Afpresning er strafbart under dansk straffelov.
Andels medarbejdere må ikke påvirke personer ved at misbruge deres stilling, eller ved at bruge magt eller trusler.
6. Bedrageri
Bedrageri er brug af vildledning med henblik på at opnå en fordel (finansiel eller anden fordel), at undgå en forpligtelse eller at være skyld i en andens tab. Dette kan f.eks. ske ved at være forsætlig uærlig, vildledende eller svigefuld, at svindle eller agere under falske påskud. Bedrageri er strafbart under dansk straffelov.
Ansatte hos Andel må ikke bruge vildledning, snyd eller tillidsbrud for at opnå en uretfærdig eller uærlig fordel.
7. Underslæb
Underslæb er den uretmæssige tilegnelse eller misbrug af ejendom eller midler, som lovligt er blevet betroet til en person i kraft af pågældendes position. Underslæb er strafbart under dansk straffelov.
Andels medarbejdere må ikke uretmæssigt tilegne sig eller på anden vis misbruge ejendom eller midler, som er dem betroet.
II. Gennemførelse af antikorruptionspolitikken
Gennemførelse af politikken hviler på fem hovedelementer:
- Organisering
- Forebyggelse
- Opfølgning og monitorering
- Åbenhed og indrapportering samt
- Sanktioner
1. Organisering
Andels bestyrelse godkender Andels antikorruptionspolitik og har det overordnede ansvar for tilsyn med overholdelsen af Andels antikorruptionspolitik. Bæredygtigheds-, revisions- og risikoudvalget varetager på vegne af bestyrelsen disse opgaver.
Det operationelle ansvar for gennemførelse af og tilsyn med antikorruptionspolitikken er forankret i Koncernjura. Der holdes løbende øje med ændringer i regulering af antikorruption og udvikling i praksis fra myndigheder og domstole i ind- og udland. Kontrolaktiviteter udføres i samarbejde med intern revision.
Koncernjura skal mindst en gang årligt sørge for rapportering om hændelser i relation til antikorruptionspolitikken. Koncernjura varetager tilsvarende rapportering om modtagne henvendelser til whistleblowerordningen.
2. Forebyggelsesforanstaltninger
Indkøb af varer og tjenesteydelser: Andel følger gældende regler for indkøb af varer og tjenesteydelser, herunder gennemførelse af udbud, hvorved sikres transparens om indkøbet, konkurrenceudsættelse og objektive kriterier for tildeling.
Adfærdskodeks for ansatte: Alle medarbejdere i Andel er forpligtet af adfærdskodekset angivet i denne antikorruptionspolitik.
Undervisning af medarbejdere: Andels medarbejdere holdes løbende opdateret om antikorruptionspolitikken, blandt andet i form af intern undervisning/e-learning.
3. Opfølgning og monitorering
Rapportering af korruptionssager: Medarbejdere skal underrette deres nærmeste leder om ethvert bevis på og/eller enhver mistanke om brud på et eller flere af principperne mod antikorruption. Dette gælder uanset om sagen vedrører andre medarbejdere eller eksterne partnere.
Ligeledes skal medarbejdere underrette deres nærmeste leder om en potentiel eller aktuel interessekonflikt, herunder hvis der gives eller modtages gaver, der kan opfattes som et forsøg på at påvirke en medarbejders eller partners udførelse af sine funktioner, sine arbejdsopgaver eller sin dømmekraft.
Andels samarbejdspartnere er forpligtet til straks at underrette deres kontaktperson hos Andel under samme omstændigheder, som Andels medarbejdere er forpligtet til at underrette deres nærmeste leder.
Intern kontrol og revision: Intern kontrol gennemfører løbende undersøgelser af forskellige forhold i Andel, og i det omfang der konstateres manglende overholdelse af antikorruptionspolitikken påpeges dette.
Det er tillige muligt for Andels medarbejdere, leverandører m.v. at anvende Andels whistleblowerordning.
4. Åbenhed og indrapportering
Offentligheden informeres. Dette sker en gang årligt via Andels hjemmeside og/eller Andels bæredygtighedsrapportering. Offentliggørelse vil som oftest ske i en passende anonymiseret form for at beskytte kilder og for ikke at udstille evt. uskyldigt mistænkte.
5. Sanktioner
Afhængig af den konkrete vurdering af bevis for og rimelig begrundet mistanke om korruption kan sanktioner omfatte:
- Tilbagebetaling af midler
- Kontraktlige konsekvenser i forhold til tredjepart, herunder evt. afbrydelse af kontrakt
- Disciplinære foranstaltninger i forhold til ansatte, herunder evt. advarsel, afskedigelse eller bortvisning
- Politianmeldelse
- Andre retslige skridt, som f.eks. civil retssag.
Andels ledelse tager efter konsultation med personer og instanser, der i den givne situation er relevant(e), beslutning om sanktioner; og inddrager f.eks. partner, revisor, advokat, fagretligt system og myndigheder.
Senest revideret: 26. marts 2025