Andel inviterer til gratis vindmølleophold i efterårsferien
Støj, skyggekast, ødelagt natur. Fordomme om vindmøller er mange – men virkeligheden ser anderledes ud. En undersøgelse foretaget af Norstat for Andel viser, at hele 93 procent af de danskere, der bor tæt på en vindmølle, oplever få eller ingen gener i hverdagen.
Alligevel fylder fortællingerne om gener og ulemper meget i debatten om grøn omstilling og vedvarende energi. Derfor giver energi- og fiberkoncernen Andel nu danskerne en unik mulighed: At flytte ind som nabo til en vindmølle og mærke efter selv.
Bo midt i virkeligheden
I efterårsferien åbner Andel igen dørene til Windy Retreats – korte ophold på to døgn i huse placeret tæt på vindmøller ved Ringkøbing Fjord, Hvide Sande, Blokhus, Maribo og Holstebro. Her kan familier og enkeltpersoner bo gratis, mærke efter og selv afgøre, om myterne holder.
“Vindmøller er en uundværlig del af den grønne omstilling – men de vækker også følelser og bekymringer. Med Windy Retreats vil vi give folk en ægte oplevelse: Hvordan er det egentlig at have en vindmølle som nabo? Når 93% af dem, der allerede bor tæt på, fortæller, at de næsten ikke oplever gener, synes vi, at flere fortjener at mærke det på egen krop,” siger Rikke Trikker, kommunikations-direktør og Senior Vice President i Andel.
Stor efterspørgsel i 2023
Da Andel i 2023 lancerede Windy Retreats for første gang, blev pladserne revet væk – mere end 1000 interesserede måtte gå forgæves. Derfor gentages initiativet nu, midt i en tid hvor debatten om vindmøller er mere aktuel end nogensinde.
“Mange bliver faktisk overraskede. De opdager, at støjen er mindre, end de troede, eller at møllerne hurtigt bliver en naturlig del af landskabet. For os handler det ikke om at overbevise – men om at give danskerne deres egen oplevelse,” tilføjer Rikke Trikker.
Sådan deltager du
- Ansøg om ophold på andel.dk/windyretreats
- Opholdet varer to døgn og er gratis.
- Man kan søge om ophold i én bolig.
- Ved overtegning trækkes der lod.
Myter og fakta om vindmøller
Læs undersøgelse og interview med miljøøkonom og seniorforsker Toke Emil Panduro fra Aarhus Universitet på andel.dk/windyretreats.