Foreningen VITA fra Høje Taastrup er Årets Forkæmper 2025 og modtager en anerkendelse på 35.000 kr. fra energi- og fiberkoncernen Andel.
Klimakrisen kalder på handling – ikke i morgen, men i dag. Derfor hylder Andel med prisen Årets Forkæmper et initiativ, en forening eller en privatperson, der gør noget helt særligt for klimaet, miljøet eller naturen og inspirerer andre til at tage handling.
I 2025 tilfalder anerkendelsen Foreningen VITA fra Høje Taastrup. Foreningen viser via sine arrangementer og formidling, hvordan naturen kan være et stærkt og effektivt virkemiddel til at skabe positiv forandring. Målgruppen er blandt andet familier, der får oplevelser sammen ude i det fri, kommer væk fra skærmene og i fællesskab fordyber sig i sjove og lærerige naturoplevelser.
”At modtage Årets Forkæmper 2025 prisen betyder utrolig meget for mig og Foreningen VITA. Prisen er en kæmpe anerkendelse af det frivillige arbejde, vi laver for at give børn og familier adgang til naturen, uanset baggrund. Man skal kende naturen, for at elske den – og når man elsker den, så passer man godt på den”, siger Aliihsan Golcuk fra Foreningen Vita.
Han fortæller, at midlerne vil blive brugt direkte på aktiviteter, der styrker fællesskab, naturforståelse og oplevelser i det fri;det motiverer os til at fortsætte og udvide indsatsen endnu mere
Vinderen af prisen blev fundet efter, at borgere og foreninger i hele landet nominerede kandidater, og frem til den 12. december har man kunnet stemme på, hvem af de tre finalister, der skulle vinde.
”Med Årets Forkæmper vil vi hylde dem, der sætter handling bag ordene. For forandring kommer typisk, fordi nogen gør noget. Når én tager initiativ, følger flere efter. Det er sådan forandring begynder. Forkæmperne engagerer, inspirerer og viser, at handling skaber håb”, siger Rikke Trikker, HR- kommunikationsdirektør og Senior Vice President i Andel.
”De seneste år er det blevet mere tydeligt, hvor presserende klimakrisen er – og det er fortsat en af danskernes største bekymringer.
”Samtidig ved vi, at handling i fællesskab skaber håb, og derfor vil vi støtte dem, der skaber en ekstra indsats i klimakrisen, fordi de bare ikke kan lade være, siger Rikke Trikker”.
De andre finalister til prisen var:
Bøtø Naturfællesskab
Et frivilligt initiativ, der siden 2022 har forvandlet et sommerhusområde til et grønt fællesskab, som kan nydes af alle, der lægger vejen forbi. Foreningen sikrer adgang til naturoplevelser og skaber fællesskaber omkring naturen.
En for Holdet
En for Holdet har siden den spæde start i 2021 samlet over 52 ton henkastet affald på strande og i naturområder. Foreningen og dens nu 1800 medlemmer viser, at der skabes dobbelt værdi, når indsats kobles til fællesskab i lokalområder over hele landet.


