10 projekter, drevet af engagerede andelshavere, modtager 10.000 kr. i støtte fra energi- og fibernetkoncernen Andel. Med donationerne, som uddeles to gange om året, støtter Andel de mennesker og fællesskaber, der skaber liv og udvikling lokalt.
Billede: Klippinge Bypark – insekthotel
673 ansøgninger kom der fra lokale fællesskaber til Andels donationer for foråret 2025. Donations-programmet har 13 år på bagen, og der er kun to gange kommet flere ansøgninger. Så der er liv i de lokale fællesskaber, og igen i år er der en skøn mangfoldighed blandt ansøgerne, konstaterer Rikke Trikker, kommunikationsdirektør i Andel:
”Ansøgningerne favner rigtig bredt, og flere af dem afspejler et stigende fokus på natur og trivsel. Mange af foreningerne gør også en ekstra indsats for at inddrage og involvere de unge og skabe en meningsfuld hverdag og fritid for dem”.
Om baggrunden for, at Andel uddeler donationer, fortæller Rikke Trikker:
”Vores donationer handler om at investere i mennesker, relationer og alt det, der rykker lokalt. Fællesskaber er dér, hvor vi finder styrke, udvikler os og skaber forandring – både for os selv og dem omkring os. Og som andelsselskab vil vi selvfølgelig gerne være med til at samle folk og bidrage til noget betydningsfuldt i vores region, noget der skaber liv og energi”.
Donationsmodtagere, forår 2025:
- Sakskøbing Tambourkorps og Brassband – til noder, instrumenter og byg-selv trommer til Band Camp 2025
- DAE – til telt og udstyr til madlavning over bål for unge, der skal ud i naturen
- Vestsjællands Veterantog – indkøb af borde og stole til St. Fuglede Station, så huset kan bruges til arrangementer for fællesskabet
- Støtteforeningen til Onsevig Havn – nye handicapvenlige borde-bænkesæt til havnen, som er et lokalt samlingssted
- Odsherreds Sportsfiskerforening – indkøb af fælles fiskeudstyr til unge nye medlemmer, der gerne vil ud at lære om naturen og havmiljø
- Ringsted Billard Club – opgradering af faciliteter i klubben og arrangementer for unge, der har brug for en aktivitet og et fællesskab
- Vemmelev Rideclub – støtte til indkøb af varmepumpe til klubrum, som bl.a. bruges til foredrag og lektiecafé
- Kunstudstilling Gravel Art – midler til indkøb af power bank/strømforsyning, som kunsterne kan bruge i deres værker
- Klippinge Borgerforening – nye træer, buske og blomster til forskønnelse af byparken
- Bogø Vesterskov – midler til udtynding af fredskoven, der er et lokalt åndehul
Andel uddeler 10 nye donationer igen til efteråret – fristen for at søge er d. 1. september, og andelshavere kan allerede nu sende en ansøgning her: Donationer – Andel